-
Populær bar i København genåbner
Source: BDK Borsnyt / 10 Feb 2025 11:02:55 America/New_York
Den populære bar Autopoul havde egentlig annonceret, at efteråret 2024 blev deres sidste sæson. Der var »for meget surt arbejde« med at forvandle et gammelt autoværksted i Københavns Nordvestkvarter til en duelig bar, sagde de til Euroman. Der var knuste hjerter i Autopouls kommentarspor på Instagram ved annonceringen af lukningen, men nu er der gode nyheder for naturvinsdrikkere i området. Autopoul genåbner til foråret. »De bedste nyheder nogensinde! Vi er så glade for at fortælle, at Autopoul fortsætter endnu en sæson. Samme sted, samme møbler, samme kaos – og selvfølgelig de samme vidunderlige mennesker,« skriver baren på Instagram. På det sociale medie har mange gæster poseret i de hvide plastikstole, der er blevet et syditaliensk karaktertræk for baren. Verdensomspændende Art Basel anbefaler også turister at slå et smut forbi baren, hvis man er på visit i København. Da Berlingske talte med stifterne bag baren i 2022, lød det, at barens popularitet var kommet bag på dem. »Vi måtte bestille dobbelt så mange borde og stole, som vi havde regnet med,« lød det fra Carl Otterstad om inventaret, der er fremstillet i flettet plast og hentet hjem fra Italien. Autopol er en bar og en café, men holder også events og koncerter. De holder kun åbent i sommersæsonen. Og indtil videre har de altså lovet københavnerne endnu en sæson. https://www.berlingske.dk/internationalt/populaer-bar-i-koebenhavn-genaabner